Basguitar

Født Hartmuth Schmeichel 31.5.1948 i Berlin, Vesttyskland.

Beretningerne om Hartmuth’s liv starter omkring hans 12 års fødselsdag i Berlin.

Det har ikke været muligt at finde veldokumenterede oplysninger fra før denne tid, ikke engang Hartmuths tidligere klasselærer, Ziegfried Kümmerleben, har kunnet udtale sig. Han begik selvmord, da fænomenet Schmeichel opsøgte ham på et ekstra-sikret sanatorium i Harzen, hvor han havde været indlagt siden engang sidst i 50’erne.

På sin 12 års fødselsdag blev Schmeichel, under kåd leg i en æbleplantage, skambidt af en rabiesbefængt natsværmer. Senere samme minut blev han tvangsfjernet fra moderen, der led af sygdommen Münchhausen by proxy i svær grad.

Disse to begivenheder var skelsættende for Hartmuth’s stormombruste liv i showbiz, men det er svært at sige hvilken, grundet hændelsernes meget tætte tilknytning til hinanden.

Hartmuth blev af sine nye forældre sendt på baptistskolen L’ecole Baptiste og under påskud af at have fået et fritidsjob som rengøringshjælp om natten, fik unge Hartmuth nu lejlighed til at prøve kræfter med Berlins undergrundsmusikscene. Denne undskyldning kunne Hartmuth ikke bruge i sit tidligere hjem, i det hans psykisk syge mor æggede den stakkels dreng til hårdt husligt nocturnalt arbejde.

I 1968 stod Schmeichel klar med sit første band ‘Rote Armé Fraktion’, hvor han spillede bas. Dog meldte han sig efter et par travle år ud, da han mente at bandet var blevet for politisk.

Dette betød imidlertid også en karrieremæssig deroute for Hartmuth. For at klare sig til dagen og vejen, spillede han i 8 år som sideman i bluesrockbandet ‘Zum Teufel’ på natkluben ‘Lebensraum’ i Berlin.

Vidner bedyrer, at han ikke forlod kælderetablissementet på noget tidspunkt i denne periode. Når han ikke stod (eller lå) på scenen, var han at finde (stående eller liggende) ved baren.

Herefter gik et par år, hvor ingen så eller hørte noget til Hartmuth. Rygtet mener, at han i denne periode levede som eremit i de franske alper for at træne til at blive det virtuose basgeni, han er i dag.

Nyheden om at dr. Petrus Zimbabwe i København havde dannet et helt ekstraordinært hitband – hvis lige verden endnu aldrig havde set – gik som en steppebrand over Europa, og nåede således også Hartmuth’s eksil i alperne. Det næste, man hørte om ham var, at han drog til København for at blive medlem af det mesterlige koncept Chillumklud Group.

Han startede med at versere i bandets omgangskreds. Samtidig begyndte han at jamme med nogle seniormedlemmer af modstandsbevægelsen og et par lesbiske piger fra Frelsens Hær. Det lykkedes – efter et par måneder – Hartmuth at komme til audition i Chillumklud Group, dog uden succes. Bandet mente, at han simpelthen ikke var god nok. Skuffelsen over nederlaget tog dog ikke modet fra Hartmuth, der indædt fortsatte kampen for at få pladsen som bassist i bandet.

Knut Kiesewetter, der ligesom Hartmuth var af tysk herkomst, havde klaret de strenge krav og var blevet optaget som sanger i Chillumklud Group. Schmeichel kunne fra sin tid i Berlin mindes verserende rygter om, at Knut Kiesewetter skulle have stået i forhold til en dem dame, der senere blev kendt som NENA.

Hartmuth meldte sig til samme danskkursus som Knut og første aften, efter endt undervisning, tog de sammen til værtshuset Haraldsborg på Islands brygge.

Efter at have spillet bedst ud af 56845 i små grå tequilla-slamers, bildte Schmeichel Kiesewetter ind, at han lig Kiesewetter også havde stået i et erotisk forhold NENA.

I ren og skær begejstring over fællesinteressen, lovede Knut at anbefale Hartmuth til de andre medlemmer i Chillumklud Group.

En aften i Danmarks Radios koncertsal, hvor Chillumklud Group var på indbrud, tog Knut sin nye ven Hartmuth med og forsikrede de andre om, at han var en fed fyr. Ingen mindedes at have set denne langhårede tyske bassist før, og efter et par optempo numre, fire flasker whisky og et slag bilkort, blev Hartmuth medlem af verdens juridisk dårligst disponerede septet: Chillumklud Group.